Min børnepasning ligger i udkanten af Vadum by, lige op af en dejlig lille skov. Jeg har arbejdet som privat børnepasser siden august 2019, og er godkendt til 5 børn. Jeg er godkendt som privat børnepasser af Aalborg kommune, og kan sagtens godkendes af Jammerbugt kommune ved behov for dette. Mit navn er Janne Langgaard Pedersen, er født i 1965. Jeg er gift med Gert, som er beregner i Carl Ras A/S Aalborg. Sammen har vi tre voksne drenge; Andreas, Simon og Frederik alle udeboende. Vi er IKKE rygere, så der bliver IKKE røget i vores hjem. Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet i børnehave i 26 år. Ud af disse 26 år har jeg de sidste 2 år været pædagog i en nyopstartet vuggestue og deraf har jeg fundet lysten til at blive privat børnepasser. Jeg har løbende og over flere gange taget udvidet førstehjælp. Derudover har jeg kursus i DSA, dansk som andet sprog. Ellers har jeg gennem årene taget adskillige kurser af faglig relevans. Jeg vægter meget nærvær med det enkelte barn.

Når tryghed og tillid er skabt, så har jeg de bedste muligheder for et udviklende samvær med barnet. Det er en gave at arbejde med en lille gruppe børn, som er på forskellige udviklingstrin. Dette vil jeg udnytte i udviklingen af barnets evne til at være i relation med andre. Børnene har her rig mulighed for at lære af hinanden. Jeg har stor tålmodighed, er meget rummelig, tydelig og imødekommende. Jeg er meget kreativ, er musikalsk og er meget glad for at synge med børnene. Jeg vil i min dag med børnene bl.a. have meget fokus på barnets sprog og evne til at udtrykke egne behov og følelser. Jeg ser forældresamarbejdet som meget vigtigt og prioriterer et åbent og tillidsfuldt forhold, så vi sammen kan gøre det bedste for barnet. Hos mig får I oplevelsen af tæt samarbejde, idet jeg følger jeres barn gennem hele dagen og kan fortælle om jeres barns dag.

Jeg har både et legeværelse, men også et stort køkkenalrum, som bruges til pasning. Typisk er vi i køkkenalrum, hvor vi også modtages om morgenen og har alle vores måltider. Er vejret dårligt bruger jeg at skifte ophold til legeværelset. Så får børnene en oplevelse af, at der sker et skift. I vores baghave har jeg en dejlig lille legeplads med græsplæne, fliseareal, rutsjebane, redegynge, sandkasse, og bord bænkesæt til børnene. Selvfølgelig med mulighed for parasolskygge på solrige dage. Børnene vil stå under tag og i skygge med god udluftning når de skal sove til middag. Her er installeret lys, babyalarm og brandalarm. Vi har ingen dyr, men har ofte besøg af min søns børnevenlige hund Milton. Ellers har vi et rigt fugleliv som vi gør meget ud af at pleje. Jeg har en elcykel med plads til 4 børn + et barnesæde Denne bruges ofte til ture i nærområdet. Skulle du/I være interesseret, kan jeg kontaktes for yderligere information her